3 mastet bramsejlskonnert
Byggeår: 1902
Kending: NLRF
Brt.: 218
DANNEBROG blev bygget 1901 til et sejlskibsaktieselskab, hvis bestyrende reder var købmand J.N.Rosenthal, Svendborg, og den førtes fra ny af kaptajn J.C. Børgesen, Thurø.
Skibet var bygget af eg, 219 brutto register tons, 195 netto register ton, klasset i Veritas, forsikret i Svendborg søassurance for 40.000 kr.
Under en rejse fra Cardiff til Rio Grande med 352 ton kul til en værdi af 6500 kr., forliste DANNEBROG den 19. april 1907.
Følgende fra Søforhør i Svendborg den 29.06. 1907:
”Medens D. den 18./4. laa til Ankers uden for Barren ved Rio Grande for at afvente Ankomst af bestilt Bugserdamper, blæste det op med Paalandsstorm. Da Søen gik for højt til at Landet kunde klares ved at gaa Sejl, blev der stukket hen ved 60 og 75 Fv. Ud paa Ankerkættingerne, men Kl. 11½ EM. Sprængtes den ene Kætting, og D gik i Drift. Resten af Kættingen sjækledes i den anden Ankerkætting, som derpaa blev stukket ud til Tamp, hvorefter Fokkerigningen kappedes. D drev dog fremdeles ind mod Grunden og huggede første Gang d. 19/4 Kl. 6½ FM. For om muligt at frelse Besætningen ved at lade Skibet drive saa langt ind som gørligt, blev Ankret stukket fra, og Kl. 7 FM. Stod D fast hen ved 200 Fv. Fra Land. Søen brød voldsomt over skibet, og Besætningen havde, da baadene søndersloges, intet Middel til at frelse Livet, end at forsøge paa ved Svømning at naa Land. Dette lykkedes for 6 Md., hvorimod 1 – Letmatros H. Olsen af Laurvig – omkom. Et Par Timer senere var D fuldstændig sønderslaaet.
Rio Grande do Sul
Fhv. styrmand Chr. Jørgensen, Troense, fortæller fra sin tid på DANNEBROG bl.a. om ovenstående forlis:
”Da jeg havde fået min styrmandseksamen, skulle jeg igen se at komme ud at sejle, og atter var det forhyringsagenten i Svendborg, den af mange ældre søfolk kendte Wilhelm Jensen, der tilbød mig en hyre. Han fortalte, at skonnerten DANNEBROG af Thurø lå i Hamburg og manglede en styrmand, og at skibet var en af de forholdsvis få sydfynske skonnerter, der sejlede på Sydamerika, hvor hyren jo var større end i europafarten. DANNEBROG var kobberforhudet og et pænt og velsejlende skib på ca. 370 tons d.w.. Det var kun 6 år gammelt og besætningen bestod af syv voksne. Jeg slog til og rejste til Hamburg sammen med skibets hidtidige fører, kaptajn Børgesen, der skulle ned for at aflevere skibet til dets nye fører, kaptajn Mortensen, idet han selv ville i damperfart.
Ved ankomsten til Hamburg tog vi straks ud til Segelschiffhafen, hvor langfartssejlskibe i snesevis lå under losning og lastning, og vi fandt snart DANNEBROG, so var ved at udlosse sin ladning fra Brasilien.
Det var ikke lykkedes rederiet at finde en acceptabel ladning i Hamburg, så vi tog ballast ind og sejlede til Cardiff. Her lastede vi kul til Rio Grande do Sul, og snart var vi søklar og kunne afsejle til det fjerne Brasilien.
Efter nogle ugers rejse fangede vi Nordostpassagen og fik en god rejse sydover, og efter ca. 70 dages rejse ankrede vi uden for barren ved Rio Grande.
Vi spurgte signalstationen inde i land for at få dybden over barren at vide, og næste dag, da der var tilstrækkelig med vand, kom lods og slæbebåd ud og tog os over barren.
Der lå en mængde sejlskibe, hvoraf nogle var hjemmehørende i Marstal, men vi kom nu til at losse med det samme. DANNEBROG lå fortøjet på den måde, at den lå tværs i floden med stævnen udefter til ankers, medens agterenden var fortøjet med skærme om fortøjningerne til værn mod rotterne.
Losningen af kullasten blev besørget af kvinder fra land, der kom balancerende op ad en planke, lagt over hækken. Hver havde en kurv på hovedet, og kullene fyldtes i kurvene efterhånden som de i baljer hejstes op af lasten. Vi kunne på den måde losse 50-60 tons om dagen.
Da vi var færdige, spuledes lasten ren for at være klar til at modtage den nye ladning, der bestod af huder, hornpitch og ben. Hornpitchen anvendtes til garnering. Efterhånden som huderne kom om bord, blev hvert lag saltet ned, en besværlig og langsommelig proces, og det tog naturligvis lang tid, inden lasten var tallyét ind. Indlastningen besørgedes af indfødte arbejdere. Da vi endelig var færdige og klar til at sejle, fik vi ordre om at gå til Hamburg direkte. Slæbedamper tog os ud over barren, og vi havde en god hjemrejse. Efter denne rejse blev lasten svovlet, og imedens måtte vi bo i land.
Også næste rejse gik vi i ballast til Cardiff, hvor vi igen lastede kul til Rio Grande. Turen blev længere end den første, idet vi alene ved Ækvator måtte ligge 3 uger for vindstille.
Om bord i DANNEBROG havde vi i kahytten et lille orgel, som havde stået i skibet fra kaptajn Børgesens tid. Det var både første og eneste gang, jeg har sejlet sammen med et sådant instrument, og vi brugte det ikke. Da vi nu anden gang kom til Rio Grande, og toldvæsenet kom om bord, kom de ved en fejltagelse til at forsegle orglet i stedet for slopkisten. Vi sagde ingen ting, men lod dem blot forsegle, og vi havde da fri rådighed over vor slopkiste, hvilket gav os en god forretning her, hvor alt var så dyrt. Så længe, der var noget i slopkisten, forsynede vi dem, der ville betale for det.
Vi lastede igen saltede huder, denne gang til Falmouth for ordre, som kom til at lyde på Le Havre.
Tredje rejse lastede vi atter kul til Sydamerika. Under afsejlingen fra Cardiff, hvor vi havde været opholdt nogle dage for modvind efter lastningen, blev skonnerten, da vi endelig skulle til søs, mødt i dokporten af Board of Trade, som havde bemærket, at vi var lastet ca. en tomme over mærkerne, hvilket vi ikke selv havde observeret, da vi var færdiglastede om natten. Vi måtte så tilbage og oplosse 12-15 tons, før vi fik tilladelse til at sejle.
Det forsinkede naturligvis vor rejse, det var en dårlig start. Det kom også senere til at vise sig, at uheldet var med os, idet det blev skibets sidste rejse. Bagefter tænkte jeg derfor, at havde vi ikke haft dette ekstra ophold i Cardiff, var vi måske sluppet godt fra rejsen, som fik så sørgelig en ende.
Vi fik god vind og løb ud til kysten af Sydbrasilien på 55 dage. Imidlertid kom vi ikke ind til Rio Grande. Lodsen, der kom ud om aftenen efter vor ankomst ved barren, meddelte, at vi måtte ankre, da der ikke var vand nok over barren. Det var vi naturligvis ikke særlig begejstret for. Vi kendte Sydatlanten, når den stod ind på kysten.
Imidlertid ankrede vi som forlangt, og endnu en dansk sejler, den tremastede skonnertbrig HANS af Marstal, samt en engelsk tremastet skonnertbrig måtte også gå til ankers. For alle tilfældes skyld stak vi reb i sejlene for natten, så vi kunne være klar til at gå til søs, om det skulle blive opfriskende kuling.
Kl. ca. 11.30 nat kom en orkanagtig hvirvelstorm (Pampero) pludselig over os, og et voldsomt hav rejste sig. Vi havde stukket 60-75 favne ud på ankerkæderne, men den ene brækkede, og DANNEBROG gik i drift. Resten af kæderne sjækledes derfor i den anden ankerkætting, som endnu holdt, og de blev stukket ud på tamp, hvorefter vi kappede fokke-og stormasterne ved dækket.
En voldsom bråd slog ustandselig ind over vort arme skib, der langsomt drev ind mod grunden og huggede første gang om morgenen kl.6.30. Det var den 19. april 1907. Situationen blev mere og mere kritisk, og vi forsøgte i nattens løb at sætte storbåden ud, men den blev taget af en sø og knustes til pindebrænde mod skibssiden.
Hen på morgenstunden forsøgte vi at komme i land. To mand fik redningskranse på. Til disse var fastgjort fangeliner, således at vi kunne hale redningskransene tilbage, når de var kommet i land. Det viste sig snart, at linerne ikke kunne række ind, så de havde ladet dem gå og lykkeligvis reddet sig i land.
Kaptajn Mortensen og to mand sprang i søen også, og det lykkedes dem at svømme ind til kysten, hvor de blev” lassoet” af de indfødte gauchos og halet i sikkerhed.
Så var vi kun to mand tilbage på resterne af det, der engang havde været vort hjem. Voldsomme søer gik uafbrudt hen over os, og vi blev enige om at forsøge springet ud i den frådende sø for om muligt at bjærge livet, og da næste brod var gået hen over vraget, skulle springet forsøges.
For ikke at komme uklar af rigningen, der hang i et virvar langs siden, sprang jeg ud fra mesan-salingen ved et nyt stort bråd og var heldig at blive ført ind mod kysten. Den tilbageblevne, en norsk,(letmatros H. Olsen. Red.) så jeg ikke mere til. Han omkom sikkert ved springet. Dragsuget tog mig flere gange med tilbage, alt som jeg mente at have fået fast grund under fødderne, og til sidst mistede jeg bevidstheden. Men til mit store held havde en gaucho i sidste øjeblik observeret mig og fået en lasso om min ene arm og halet mig ind, og på den måde blev jeg frelst.
Den lokale kystbefolkning, som havde fulgt begivenhederne, tog sig godt af os og var meget hjertelige og venlige, og de sørgede på bedste måde for, at vi havde det så godt, som det var muligt. Vi blev den følgende nat hos dem.
Postkort med billede af det hus, hvor besætningen overnattede den første nat efter forliset.
Kortet er sendt af styrmand Jørgensen til sin mor Mathilde Jørgensen, Troense.
DANNEBROG var i nattens løb, efter ankeret var stukket fra, drevet ca. 20 kvartmil, før skibet blev stående i sandet ca. 200 favne fra land.
Der var temmelig langt til byen Rio Grande. De flinke indfødte hjalp os med lidt tøj, så vi fik kroppen nogenlunde dækket, da vi holdt vort indtog i byen. Fra andre danske skibe, der lå i Rio Grande, fik vi noget rigtigt tøj, indtil vi senere ved den danske konsuls mellemkomst fik nyt.
Opholdet i Rio Grande blev af længere varighed, idet vi var nødsaget til at vente, indtil vi kunne få skibslejlighed til Europa. Vi boede ca. 14 dage på et mindre hotel, indtil der en dag kom bud fra konsulen, at vi skulle rejse til Buenos Aires for der at gå om bord i den tyske paketdamper SANTA CATHARINA, som viste sig at være et helt nyt skib.
Rejsen hjemover blev også lang, idet dampskibet anløb mange havne på kysten, bl.a. Santos, Rio de Jainero, Bahia og Pernambuco, og for at få tiden til at gå, hjalp vi derfor til om bord hele rejsen til Hamburg. Vi var ikke så lidt overraskede, da vi endelig kom til Hamburg sidst i juni måned, idet hver mand fik en kuvert fra det tyske rederi med en større sum penge som betaling for vort arbejde hjemover.
Fra Tyskland rejste vi over land hjem, og efter næsten 1 ½ års fravær var jeg atter hjemme i Troense.”
Adskillige sejlskibe fra Sydfyn besejlede Rio Grande do Sul, havde i sejlskibenes største tid et indbyggertal på ca. 18.000, et tal, der op mod 1. verdenskrig var vokset til 25.000. Byen er beliggende på kysten af Brasilien ved udløbet af den store sø Lagoa dos Patos. Byen ligger på nordsiden af en lav ø i flodens delta ca. 6 miles inden for indsejlingen fra havet. Der er på dette sted et ret bredt og dybt farvand, men ude ved flodmundingen, hvor landet mest består af sand, findes kun et smalt indløb, således at der bliver en rivende strøm ud, og da denne fører meget sand med sig, dannes der udenfor flodmundingen en barre at temmelig stor udstrækning.
På landsiden ved flodens yderside lå en signalstation, hvorfra der af havnemyndighederne sattes signal til skibene, der ankom uden for barren. Disse signaler viste den vandstand, der var på barren i bølgedalen, og de skibe, som ikke lå dybere, end signalerne viste, skulle holde ned mod barren med signalstationen i en bestemt pejling. Her ville de møde en bugserdamper, der slæbte dem ind over barren og indenfor pynten. Her blev der skiftet slæbedamper og lods. Rio Grande var en besværlig havn at anløbe på grund af barren, der vanskeligt lod sig passere af skibe med større dybgang end 11 fod. Så snart slæbetrossen var gjort fast om fokkemasten, kaldtes alle mand gerne agterud, for lige blideligt gik det ikke altid til, når man skulle over. Hyppigt tog man grunden i bølgedalenes suk flere gange, hvilket kunne bevirke, at rigningen slækkedes op under stødene, så det så ud, som om masterne faldt ud af skibet. Ved denne hårde medfart, Rio Grandetraderne udsattes for, blev de for det meste kølsprængte i en ung alder. Det var derfor en fart, der krævede stærke skibe.
Størst chance for at passere barren havde man med sydlige vinde, idet disse satte vand ind i floden, men til tider fik skibene lov til at ligge op til flere uger, før vandstanden var tilstrækkelig. Ikke få er de skibe, som forliste på barren, når de forsøgte at gå over med for lidt vand under kølen.
De laster, som skibene medførte til Rio Grande fra Europa, bestod som regel enten af kul fra Bristolkanalen, stykgods fra Hamburg eller salt fra Spanien. De nye laster, der blev indtaget efter losningen, blev lastet enten i selve Rio Grande eller i Pelotas og Portalegre, der ligger længere oppe ad floden, sidstnævnte plads ca. 130 miles fra Rio Grande, især var saltede huder, horn, benaske, bønner og tobak, der gik til europæiske havne, meget ofte til Hamburg.
Ikke mindst huder indgik som en vigtig bestanddel i de laster, man indtog i Rio Grande, og lastningen foregik på følgende måde:
Først fik man et parti horn om bord, der blev jævnet ud over bunden af lastrummet for at beskytte lasten mod slagvand. Hornene blev flettet kunstfærdigt ind i hinanden, så de næsten dannede en kompakt masse, som man kunne gå ovenpå. Derefter blev huderne spredt ud en efter en og saltet ned i skibet. Hver hud blev overstrøet med salt, og med visse mellemrum hældtes der saltlage over det hele. En stor tønde med aftapningshane i bunden var stillet på dækket og fyldt med salt. Den mand, der havde fået det faste job at brygge saltlage, stod så og hev vand op i tønden, samtidig med at han sørgede for, at denne stadig var fyldt af salt. Når skibet var færdiglastet, strøedes der et lag salt på ca. 10 cm. Over hele lasten, der herved blev så kompakt, at der ingen fare var for at den skulle forskubbe sig.