Skonnertbrig
Byggeår: 1875
Kending: NQGT
Brt.: 151
CONFIDENCE i Skt. Pedersborg ca. 1895
Det første skib, der blev bygget på Jens Phillip Jørgensens skibsværft ved Saugskær på Thurø, blev køllagt i 1875.
Skibet, på 151 brt., blev navngivet CONFIDENCE, og Jens Philip Jørgensen var selv bestyrende reder.
Skibet førtes i tidens løb af kaptajnerne S.R. Mouritzen, J.J. Mouritzen og A. Michaelsen.
På en rejse fra Reval bestemt til Randers med foderstoffer led skibet havari og måtte søge nødhavn. Om denne begivenhed fortæller afdøde kaptajn P.L. Hansen, Thurø:
I 1897 var jeg letmatros med skonnertbrig CONFIDENCE. Det var et kønt og velsejlende skib, som vi sejlede heldigt med undtagen på vor sidste rejse. Vi gik fra Reval først i november med oliekager til Randers, som vi først kom midt i februar næste år.
Vi lå og krydsede med stormvejr i Østersøen. En nat tog skibet en vældig brækker over, som slog forskibet læk. Lukafet blev fyldt med vand, og det lækkede ned ved alle støtter og sammenføjninger. I løbet af dagen nåede vi at komme ind til Slite på Gotland. Jeg huskede, at da vi var kommet i læ af landet, blev forlugen taget af, og den anden letmatros jumpede ned på oliekagerne for at give tampen op af en pertline, men oliekagerne gav efter, og Hans, som han hed, sank i til armene i de opløste kager. Vi fik ham dog halet op igen.
Vi kom ind i en lille god havn, hvor den meste last blev losset op, og skibet blev kalfatret over det hele. Dækket over lukafet blev delvis fornyet, så der kunne vi ikke være, men ved værftet lå et lille hus, som vi kom til at bo i, og her holdt vi jul og nytår. Det var før bolignævnets tid, så vi nøjedes med det, som det var, skønt det var lidt sparsomt med bekvemmelighederne. Der var et rum med stengulv, seks køjer, to og to langs væggene, et åbent ildsted og ikke mere. Kaptajnen og styrmanden boede et andet sted.
Vinter var det, og vi frøs både dag og nat. Kokken svejsede noget sammen henne på ildstedet, og da vi nærmest levede i mørke den meste tid, gjorde det ikke så nøje, i hvert fald ikke med udseendet af maden. Brænde sørgede vi selv for, og det var der nok af på værftet.
Der var en gammel smed i nærheden, han hjalp os godt med føde, ellers så vi ingen hos os. Huset lå så afsides, og det var i den mørke tid. Smeden fortalte os for resten om spøgelser og trolderi, så vi til sidst slet ikke var dristige ved tilværelsen i vor usle hytte. Men vi overlevede da det også.
Den ubeskadigede del af lasten blev taget om bord igen, og så fortsatte vi sejladsen. Nogle dage efter, i nærheden af Sandhammeren, blev vi en nat overfaldet af en hård nordvestlig sne- og haglbyge. Bramsejlet blev stukket op, og Hans og jeg fik ordre til at gøre det fast. Jeg så Hans som et mørkt punkt for mig oppe i vantet, og da han gik ud på læ nokke, gik jeg ud på den luv og begyndte at fiske sejlet op, men det var tungt, og jeg mærkede ingen hjælp fra Hans´side. Jeg fik sejlet dæmpet lidt og blev klar over, at min kammerat var væk.
Jeg rovsede ned ad stængebardunerne, men da jeg nåede overmærsråen, som var firet, råbte styrmanden, som sammen med matrosen var ved at bjærge sejlet, at jeg skulle gøre bramsejlet fast. Jeg skreg tilbage, at Hans var gået over bord, men styrmanden svarede bare:”Gør det sejl fast”. Jeg tror nok, at det var en meget ked og elendig ung mand, der den nat gjorde bramsejlet fast, og det blev måske ikke gjort så godt som ellers. Hans var min gode ven, han var nu væk, og intet blev gjort for at bjærge ham, troede jeg.
Trods alt fik det hele en ”happy- end”. Da jeg kom ned på dækket, ville jeg ind i kabyssen for at hente mine vanter til mine valne hænder, før jeg gik til rors. Da jeg åbnede læ kabysdør, rullede der noget ud, som viste sig at være Hans. Jeg tror ikke, at jeg ret mange gange i mit liv er blevet mere glad, end jeg blev ved den overraskelse. Han var bevidstløs endnu, men blev hurtigt all right igen. Hans redning var foregået på den måde, at han, da han gled oppe på perten, faldt ud mod indersiden af røjl-og brambarduner, og slirede ned langs dem og havnede i vantet inden for lønningen.
Jeg ved ikke, om det var for at få lægetilsyn til Hans, at vi sejlede ned i læ af Bornholm for at gå ind til Nexø. Imellem pierne blev vi siddende fast i tang. En pertline blev ført i land, og en hel masse mennesker trak os ind i havnen. Der lå vi et par dage, hvorpå rejsen fortsattes til Randers, som vi uden ishindringer nåede midt i februar.
CONFIDENCE havde i november 1913 lastet korn bestemt til Stavanger. På denne rejse forliste den i nærheden af Lysekil, antagelig 4. december 1913, med hele sin besætning. Man fandt en del ilanddrevet vraggods, som formenes at være fra dette skib.
Fra søulykkesstatistikken 1913:” Confidence, skonnertbrig af Svendborg 151 brt.reg.tons, 131 net.Reg.tons, eg, bureau Veritas, værdi 12.000 kr., forsikret i Svendborg søassurance for 11.000 kr, lastet med 225 tons sæd, værdi 32.000 kr., på rejse fra Nakskov til Stavanger. Forlist under W-lig storm ved Lysekil 4/12 . Siden afrejsen vides angående C. kun, at der i begyndelsen af december i nærheden af Lysekil blev observeret mastetoppen af et sunket skib, som ifølge ilanddrevet vraggods formes at være C.
De omkomne: Kaptajn Jens Andreas Michaelsen, Thurø, styrmand R.A.G.Zigau, København, letmatros Severin A. Hansen, Haslev, ungmand Hans Loos, Hamburg, kok V.F.Mørch, Skanderborg.
Anmeldelse fra Rederiet dat. Svendborg d. 31/1 14.”
Farvandet omkring Lysekil i den vestlige svenske skærgård.
I stormvejr fra vest, valgte mange skibe at ”Gå indenskærs” for at undgå den kraftige sø i Skagerak.